For folk, der går med ønsket om at skrive en bog.
Bogen tager udgangspunkt i forfatterens egen forfattervirksomhed. Grundtonen i bogen er, at man skal tro på sig selv, have noget på hjerte, sproglig sans og viljen til at gennemføre det store arbejde, det er at få udgivet en bog. Den spænder emnemæssigt vidt. Lige fra praktiske råd til, hvordan man rent teknisk arbejder med manuskriptet, over en gennemgang af alle genrer (digte, børnebøger, faglitteratur, romaner, noveller, biografier mv.), til hvordan man får bogen udgivet og på markedet. Arbejdsgangen, når man vil benytte et forlag og gode råd, hvis man selv vil udgive. Det siger sig selv, at den ikke kan gå i dybden, når den på 140 sider vil alt dette. 1 side, hvis det er billedbøger, man vil beskæftige sig med, 1 side om biografier osv. bevirker, at det bliver overfladisk og kommer til at fremstå som en meget enkel proces. Den kan dog være en appetitvækker og indgyde det gåpåmod, som er forfatterens ærinde at bibringe læseren.
Der findes en del bøger om emnet på hylderne. De favner emnemæssigt ikke så vidt som denne, men begrænser sig for det meste til enkelte genrer, så denne kan være en indgang til at fordybe sig yderligere i fx Dreibecks Forfatterhåndbogen, der er i flere bind, hvor hvert bind dækker en genre eller Clods Skriv, der drejer sig om at skrive skønlitterære tekster, og som bl.a også indeholder skriveøvelser.
En meget kortfattet introduktion til, hvordan man kan forsøge at realisere drømmen om at skrive en bog.