Beretninger om mandeliv og karriere med et udfordrende job er traditionelt en genre, der typisk henvender sig til de modne mandlige læsere. Bogen er umiddelbart tilgængelig og kræver ikke særlig indsigt i jura eller kriminalitet.
William Rentzmann (WR) er cand.jur. og har i 38 år været en markant direktør for Kriminalforsorgen, den længst fungerende i hele Europa. Retspolitik og straf- og fængselsforhold er politisk omdiskuterede emner, hvor der er markant forskellige holdninger i de politiske lejre. Det er selvfølgelig omdrejningspunktet i denne "selektive" erindringsbog, der ikke er en fuldbefaren selvbiografi, men dog spænder kronologisk fra de tidligste barndomsår i beskedne kår i en provinsfamilie i 40'ernes Nordsjælland med skolegang, kort militærkarriere via jurastudiet til den nu mangeårige karriere i Kriminalforsorgen. Særligt er WR's ikke helt traditionelle forhold til både det militære univers og studenterlivet under ungdomsoprøret. WR laver nogle nedslag i forskellige "sagsområder" og udviklingstendenser, fx hooliganisme (fodboldvold), balance mellem retsfølelse, etik og straf, "normalisering" og værdiledelse i fængslerne og bandeproblematikken krydret med sine personlige holdninger.
WR er (med)forfatter til en række bøger om kriminalret fx: Samfundstjeneste og retskontrakter.
Den mangeårige direktør for Kriminalforsorgen har skrevet en beretning med både erindringsglimt og historier fra arbejdslivet som ansvarlig for de danske fængsler og samfundets straffesanktioner.