Forfatteren har tidligere skrevet om Estland, Polen og Tjekkiet i samme serie. Denne bog om den østlige halvdel af det tidligere Tjekkoslovakiet fortæller om landets historie, selvstændigheden i 1993, befolkningen, hovedstaden Bratislava, livet på landet, fattigdom, gamle traditioner, natur og miljø, energi og industri og om, hvad man kan se som turist. Bagest findes et faktaafsnit og et stikordsregister. Bogen er illustreret med farvefotografier. Den veloplagte tekst er sat med to spalter. Bogen giver et godt indtryk af landet og af befolkningens levevilkår. Det skal bemærkes, at mange af de omtalte stednavne ikke findes på bogens landkort, og at der flere steder er afvigelser mellem oplysninger i teksten og på kortet. I folkeskolen kan bogen indgå i undervisningen i geografi på 7. og 8. klassetrin og til samfundsfag i 9. og 10. klasse. Tjekkiet og Slovakiet fra 1996 giver mange geografiske oplysninger om de to lande og er også velegnet til undervisningsbrug.