Små guder : digte

Det er en mangfoldighed af tanker, sansninger og erindringer der foldes ud i Niels Franks nye digte der generøst er spændt ud mellem melankoli, refleksion og hengivelse.

Flere steder i samlingen er der en kritisk og ironisk distance til sprog som består af "linealsætninger" og opfattelsen af digtere som en gudbenådet person der "fremstiller/digte iført kittel". NF's poetiske praksis i de lange, slyngede og labyrintiske digte er den stik modsatte: De er bevidst "urene", taler med mange tunger, og i stedet for at afgrænse og destillere lukker de op til et univers, hvor der ikke på forhånd er noget som er udelukket fra at blive indlemmet i poesien. Teksternes grundstemning er melankolien, ensomheden og forfaldet, ikke blot det kropslige, men også oplevelsen af at tiden savner retning og idé. Digtene er en skriven og talen op mod døden og tavsheden, men også med lystens, liderlighedens og nydelsens tegn på liv. "Kroppen kan ikke tales til ro" som det hedder et sted.

Det startede med samlingen Tabernakel, 1996 og med disse polyfone digte lægger NF yderligere distance til sine tidlige meget formstrenge og minimalistiske tekster.

Digtenes mange stemmer og spor, der sanser, erindrer og reflekterer på samme tid, er fyldt med eftertankens og erfaringens tyngde og ofte tungsindighed, men de kammer aldrig over i sentimentalitet eller patos. Sprogligt og betydningsmæssigt springer de suverænt og ubesværet fra den lavmælte og intime henvendelse til det ironisk distancerede og vrængende.

Læs hele vurderingen