Smølferne

En smølfefilm henvender sig i princippet til børn, men denne familiefilm, der kombinerer 3D-animerede figurer med rigtige skuespillere, har fået Medierådets 7-årsgrænse, fordi den er for voldsom for de yngste. Dermed lander Smølferne, 2011 mellem de berømte to stole: Den er ikke rigtig for børn og for barnlig for større rødder og deres voksne.

De kun tre æbler høje smølfer fejrer den blå månes festival. Men festlighederne får en ende, da den onde (men ikke nødvendigvis kloge) troldmand Gargamel og hans sleske kat er på smølfejagt. Seks smølfer tvinges gennem en portal og lander i - ja, Central Park i New York! Her møder de et ungt ægtepar og hjælper manden med at lave en fantastisk reklamekampagne, der bruger en blå måne som logo! Gargamel er dog stadig på spil, men til sidst smutter smølferne gennem samme portal. Denne gang tilbage til Smølfeland!.

På et tidspunkt googler det unge ægtepar "smølf" og får de nødvendige oplysninger, at figurerne er skabt af den belgiske tegneserietegner Peyo. Det skete i 1958, hvor de optrådte i Henrik og Hagbart-albummet Den fortryllede fløjte. Siden er de blevet verdensberømte i albums og tegnefilm og fik en sang af Johnny Reimar i 1977! Kombinationen af animerede figurer og skuespillere af kød og blod minder meget om den lignende teknik i fx serien om Alvin og de frække jordegern, 2007-2011.

De ældre tegnefilm om smølferne fanger universet bedre end her, hvor kulissen New York nærmest virker som et anonymt fremmedlegeme.

Læs hele vurderingen