Den meget aktuelle bog giver grundig besked om Tibets historie og religion to elementer, der ikke bør adskilles, hvis man skal forstå baggrunden for den nutidige konflikt mellem Tibet og Kina. Bogen giver os et mere nuanceret billede end det forf. kalder Vestens romantiske forestillinger om det tibetanske folk som ikke-voldelige frihedskæmpere overfor den kinesiske undertrykkelse. Bogen skildrer således grundigt landet med den specielle geografi og særlige klimatiske forhold og en feudal historie, hvor status blev fastlagt allerede ved fødslen. Bogens største del de første ca. 100 sider beskæftiger sig med perioden op til ca. 1900 og er en omstændelig og kompliceret beskrivelse af religiøse retninger, ritualer og aktører sammenholdt med historiske og politiske begivenheder. Derefter går det stærkt med skildringerne af den 14. Dalai Lamas flugt til Indien i 1959, Vestens tøven og manglende anerkendelse af Tibets selvstændighed, Kinas stadigt fastere greb om befolkningen, ødelæggelserne under Kulturrevolutionen, tilstanden efter Maos død og endelig forfatterens vurdering af de aktuelle (meget små ?) muligheder for en acceptabel politisk løsning. En god og grundig intro., forsynet med bl.a. kort, fotos, litt.henv. og tidstavle.