Bogen er beregnet til undervisning på ungdomsuddannelserne niveau B og C, men kan også anvendes på voksen- og videregående uddannelser samt som almen indføring i begrebet.
Forfatteren er cand.psych. og gymnasielærer i faget psykologi. Socialkonstruktionisme er et forholdsvis nyt begreb indenfor psykologien og handler om den gensidige påvirkning mellem samfund og individ. Bogens første kapitler er en generel introduktion til teorien, mens de næstfølgende definerer socialkonstruktionismen via tre emner: kærlighed, terrorisme og etniske minoriteter. Via eksempler viser forfatteren, hvordan begrebet kan anvendes til analyse. Desuden opstilles cases, som eleverne selv må analysere. Emnerne er valgt ud fra interesse og aktualitet. Der åbnes op for perspektiver, som ellers er oversete i diskussionen af netop disse emner. Teoriens hovedpointe er, at vores opfattelse af verden er socialt konstrueret.
Tilsvarende tydelig og selvstændig udgivelse om begrebet socialkonstruktionisme findes ikke på dansk.
Fagligt velfunderet introduktion til et forholdsvis nyt begreb indenfor psykologien beregnet til undervisningen på ungdomsuddannelserne, men bogen kan bruges væsentligt bredere.