Bogen henvender sig alene i kraft af sit omfang på godt 1250 sider og prunkløse stil med få ill. til den professionelle. Men den vil også være spændende for de efterhånden mange ambitiøse hobbykokke, der laver italiensk mad som en fast del af både fest- og hverdagsmenuen på hjemmefronten.
Sølvskeen er den i særklasse mest omfattende kogebog om det italienske køkken, ja selve madbibelen, og den mest solgte siden den udkom første gang i 1950. Bogen er opbygget i hovedkapitler efter de forskellige grundelementer i måltidet: Saucer (salse), marinader og kryddersmør, antipasti, forretter og de forskellige grøntsags- kød og fisketyper (som selvsagt har egne underafsnit), oste og desserter. Hvert hovedkapitel har sin egen markeringsfarve, som man hurtigt kan slå op på. Kapitlerne er så igen underdelt i mange afsnit, fx er forretter opdelt i supper, frisk/tørret pasta, gnocchi, risretter osv. Udover madkapitlerne er der også et kapitel med begreber, udtryk og redskaber samt en interessant sektion med berømte kokkes menuer. Dertil et omfattende kombineret alfabetisk og systematisk register, der er helt nødvendigt for en optimal udnyttelse af bogen. Opskrifterne er efter en bearbejdning tilpasset danske "krav" til præcise målangivelser og lette at gå til.
Fortrinlig er også den regionalt opdelte Det ægte italienske køkken fra 1991.
Omfattende grundbog for den seriøse madlaver eller kok om det italienske køkken med alle dele og ingredienser præsenteret.