Villy Sørensen har i sit forfatterskab i flere forskellige sammenhænge beskæftiget sig indgående med H.C. Andersen, der jo også er en af inspirationerne til Sørensens egne sære historier. Det tilstundende 200 år for Andersens fødsel 1805 angives som anledningen til, at dette udvalg af Sørensens ord fra bøger og periodica om Andersen udkommer nu, men uanset anledning er udgivelsen meget velkommen. Megen nutidig litteratur om Andersen står nemlig på skuldrene af de opdagelser, Sørensen tidligt gjorde og derved ikke mindst forskød fokus fra den biografiske fortolkningsmetode til en psykologisk med bl.a. udgangspunkt i arketyperne og folkedigtningen. Disse forhold samles udmærket op i udgiveren Torben Brostrøms lille efterskrift. Det er eventyrene, der fylder mest, naturligt nok, de er Andersens universelle bidrag til verdenslitteraturen, men det er Sørensens fortjeneste, at han også kan beskæftige sig med hele forfatterskabet incl. fx dagbøgerne, og dette udvalg rummer heldigvis også hans klare, relativt korte analyse af romanerne og indplacering af dem, de "(...) angriber lidenskabeligt problemer, som ikke havde stillet sig for andre danske romanforfattere i hans samtid". Noter og bibliografi.