Bøger / faglitteratur / undersøgelser

Søvn : ægteskab, indkomst og helbred


Beskrivelse


Belysning af danskernes søvnmønstre og sammenhængen med ægteskab, placering på arbejdsmarkedet, indkomst og sundhed.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. apr. 2011

af

af

Grethe Lorentzen

d. 8. apr. 2011

Med sine meget grundige og videnskabelige analyser og statistik henvender denne publikation sig først og fremmest til studerende og forskere. Andre interesserede kan også læse med, da de fremlagte data forklares i et mundret sprog.

Oftest handler udgivelser om søvn om helbred og trivsel. Denne er dog en undtagelse. Med anvendelse af Rockwool Fondens 2008/2009 undersøgelse af den danske befolknings tidsanvendelse og forbrugsmønster (DTUC), samt tidligere DTUC-undersøgelser, fremlægger rapporten en omfattende beskrivelse af danskernes søvn og søvnrytme. Disse data korreleres med data om varigheden af ægteskab og indkomst/adfærd på arbejdsmarkedet fra samme undersøgelser. Danskernes søvn sammenlignes desuden med tilsvarende europæiske undersøgelser. En af konklusionerne i rapporten er, at A-mennesker tjener mere end B-mennesker. Rapporten afsluttes med et kapitel om helbredsmæssige konsekvenser af søvnproblemer.

Rockwoolfondens 2008/2009 DTUC-undersøgelse omfatter andre data end de her anvendte - bl.a. oplysninger om forbrug, helbred og overvægt. Indtil videre er der udarbejdet to rapporter på basis af disse data: Helbred, trivsel og overvægt blandt danskere, 2010 samt Forældres brug af tid og penge på deres børn, 2010. Flere rapporter kommer til.

Rapporten er en guldgrube af information om danskernes søvn/søvnmønster og sammenhængen med ægteskab og indkomst/adfærd på arbejdsmarkedet. Den er særdeles anvendelig til især studier fra gymnasieniveau og op.