Bogen er primært beregnet for undervisningen i oldtidskundskab i gymnasiet, men kan derudover have interesse for interesserede i oldtidens historie.
Claus Friisberg er cand.mag. i historie og religion og har et alsidigt forfatterskab bag sig. Han har nyoversat disse udgaver af Sokrates' forsvarstale. Bogen indeholder Platon og Xenofons udgaver af forsvarstalen, så der er mulighed for at sammenligne de forskellige opfattelser, de har. Endvidere rummer bogen et uddrag af Platons dialog Faidon, der angiveligt er skrevet nogle år efter Sokrates' død, og som omhandler Sokrates' sidste timer, og hans (og Platons) filosofiske overvejelser om sjælens udødelighed. Bogen er forsynet med en fyldig indledning om den filosofiske baggrund for Sokrates.
Både forsvarstalen og Faidon findes i flere udgaver. Senest i Platon Samlede værker i ny oversættelse, 2009-, Platons hovedværker i udvalg, 2005, Xenofon Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, 2000 og Platon Faidon, 2001. Nærværende bog er nyoversat fra de græske originaltekster i et nutidigt dansk sprog og primært rettet mod undervisning.
Vellykket nyoversættelse til nutidigt dansk af Platon og Xenofons udgaver af Sokrates' forsvarstale og uddrag af Platons Faidon.