"Her har [Falch] endelig fået en erfaringsmasse, der svarer til den tyngde og dybde, hun altid har tilstræbt, og trods albummets tungsindige tone bliver man som lytter alligevel opstemt over at høre et sådant talent forløses ... Lidt flere farver på paletten ville næppe skade, på den anden side fastholder det den alvor, der præger foretagendet, idet Falch mener hvert et dyrebart ord, som afsynges med hendes karakteristisk dybe, men dog så sårbare stemme. Som modvægt til tjald og faldera er Falch en nødvendighed, her rapporteres fra de ødelagte steder i sindet, de fleste af os har besøgt og så udmærket kender, men som vi ofte bagatelliserer eller fejer ind under det famøse gulvtæppe for ikke at ødelægge den gode stemning. Dér viser Falch vejen med sit mod til at kalde tingene ved rette navn".