Læge Erik Amdrup har udsendt godt 1 roman - fortrinsvis kriminalromaner - om året i mange år. Nu hvor han er pensioneret, er der også blevet tid til at nedskrive erindringerne. Og de er både lavmælte og læseværdige. Bogen er kronologisk opbygget fra barndommen i forskellige provinsbyer, hvor faderen var ansat hos DSB over studentertiden i Kbh til tiden som aktiv læge ved først flere mindre provinssygehuse og til sidst KH i København og Århus. Studietiden tilbragte Amdrup tilsyneladende mere på Regensen end på Universitetet, og kapitlerne herom er bogens mest fornøjelige. Først mod slutningen af bogen, hvor Amdrup er leder af Videnskabelig Afd. i Kræftens Bekæmpelse, får bogen mere karakter af et kampskrift. Amdrup var ansat i de turbulente år i starten af 90' erne, og hans beskrivelser af stridighederne her indeholder bogens eneste skarpe toner. Men ellers er bogen venlig og velskrevet, og selv om Amdrup har markante meninger om det, han kalder dansk hospitalsvæsens deroute, formulerer han sig langt mindre bidsk end f. eks. Tage Voss i ..sagde doktoren (1997). Amdrup har et vågent øje og en stor forståelse for udviklingens nødvendighed men samtidig en klar erkendelse af, at udviklingen måske ikke altid er gået i den mest hensigtsmæssige retning.