Forfatteren, som døde i 1971, var børnelæge og en af Englands førende psykoanalytikere, og hans værker oplever i disse år en stigende interesse. På dansk er udkommet Leg og virkelighed (1990) samt Familien og den individuelle udvikling (1996). Foreliggende bog består af en samling artikler, baseret på foredrag fra 1950-1968. Det gennemgående tema er den "almindelige hengivne mor" og hendes umiddelbare evner for den spædbarnspleje, der har så stor betydning for et barns personlighedsudvikling. Der gives eksempler på sindslidende patienter, hvis symptomer refererer til tidlig omsorgssvigt eller fødselstraumer. Artiklerne er skrevet i forelæsningernes oprindelige levende talesprogsstil, og er næsten fri for fagterminologi. Der er foredrag for både fagfolk og forældre, og begge grupper vil kunne læse bogen. Efterspørgslen vil dog blive størst fra fagligt hold og fra studerende. Bogen afsluttes med en fuldstændig fortegnelse over forfatterens udgivelser samt et udvalg af litteratur om Winnicott.