Titlen dækker overvejende over en beskrivelse af den spanske borgerkrig i slutningen af 30'erne. Det er en krig, som i mange danskes bevidsthed står i skyggen af 2. verdenskrig som "generalprøvekrigen" og krigen med de danske frivillige, og derfor er det godt, at halvdelen af bogen er afsat til at beskrive de kaotiske forhold fra 1936-39, så man bedre forstår baggrunden for Spaniens skrøbelige demokrati i dag. Det er gjort klart, afvejet og overskueligt, målgruppen er 8.-10. klasse. Resten af bogen beskæftiger sig med Franco og Francotiden, hærens enorme indflydelse, diktaturet og undertrykkelsen af selvstændighedstankerne i bl.a. Baskerlandet og Catalonien. Charterturismens og den kolde krigs medvirken til at holde Franco ved magten berøres også, og det pointeres, at det er få stærke personligheder, der er skyld i, at demokratiet overhovedet har overlevet. Billedmaterialet består af s/h fotos, som understøtter teksten fint. Sidst er en tidstavle. Velegnet til historie, samfundsfag og projektopgaver.