Foreliggende tegneseriealbum er nok ikke det mest spændende i serien om Spiru og Fantasio, men det er så absolut det mest charmerende. Historien om Spirillen og spiralen er en historie i historien, idet der er tale om en film, som fremvises af eventyrersken Seccotine. Denne film fortæller kort og godt, hvordan Spirillen forelsker sig, bygger rede og stifter familie. Og Spirillen er altså en blanding af en abe, en leopard, en superhelt og en stålfjeder, hvis man ikke skulle vide det. Den er bosiddende i Amazonlandet omgivet af piranhaer, jaguarer og slige fare, som den altid forstår at overvinde på grund af sin højt udviklede intelligens. I selskab med spiralen og de små spiriller kan den kun overvinde selv den mest negative læser. Historien har intet budskab, den er en skøn sammenblanding af poesi og action iblandet en stor portion humor. (Men det er der jo nok nogen, som skal anke over). Den er velfortalt med et acceptabelt tryk, men den skæmmes desværre af detforhold,atalbummets overkant er skåret for tæt på trykket. Dette skal dog ikke afholde bibliotekerne fra at købe albummet. Det vil alligevel få en stor læserskare blandt børn og voksne.