Udgivet i forbindelse med Ove Kaj Pedersens tilbagetræden som professor.
Om bogen Spor i forskning og politik er et festligt, kritisk skrift udgivet i anledning af, at Ove Kaj Pedersen træder tilbage som professor for at overgå til livet som utvivlsomt aktiv emeritus. Det rummer personlige beretninger om mødet med Ove og betragtninger over forskellige sider af Oves offentlige virke og hans forskning. Bidragydere listet efter rækkefølgen af deres bidrag i bogen: Hans Jürgen Stehr Peter Kjær Niels Åkerstrøm Andersen Rune Slagstad Finn Junge-Jensen Lisbeth Knudsen Nils Gunder Hansen John L. Campbell Leonard Seabrooke John A. Hall Lars Bo Kaspersen Niels Kjærgård Peter Gorm Hansen Per Øhrgaard Michael Schelde Til støtte for overblikket over en ekstraordinær karriere med markante forskningsresultater, skabelse af nye institutioner og en konsekvent formidling og deltagelse i den demokratiske debat indeholder bogen til sidst en tidslinje. Læs selv og diskutér i Oves kritiske og utålmodige ånd. Bogen er redigeret af sekretariatsleder Bo Bøgeskov, fhv. rektor Finn Junge-Jensen & professor emeritus Uffe Østergaard.
Smagsprøver fra bogen Lad det nu bare være sagt med det samme. Der er alt for få af hans slags i den offentlige debat. Forskere, som tør vove pelsen og gå op imod de helligste dogmer i samfundsdebatten og de stærkeste antagelser på parnasset af magthavere i landet. Ikke på enkeltsager og aktuelle punktnedslag i nyhedsstrømmen, men på den lange bane med perspektiv og udsyn. Ikke styret af mediernes dagsaktuelle ræs, men styret af evnen til selv at sætte dagsordenen med artikler og bøger. Som tør udfordre store faggrupper som f.eks. de offentligt ansatte og puffe gevaldigt til deres ansvar og bidrag til samfundsudviklingen. Forskere, som tør udfordre vanetænkningen hos sine egne fagfæller. Som tør blive ved med at stille spørgsmål også til egne tidligere teorier og ved noget så sakrosankt i det offentlige rum som velfærdsstaten. - Lisbeth Knudsen Problemet er sådan set ikke, at der lægges planer hvad skulle vi gøre uden dem? men at så meget planlægges af mennesker, som har abstrakt forstand på planlægning, men ringe eller slet ingen konkret viden om de områder, der planlægges for. Formentlig er dette forhold i virkeligheden konkurrencestatens største problem og det, som på lidt længere sigt vil føre til, at den lige præcis ikke er og heller aldrig bliver konkurrencedygtig. Den pessimistiske konklusion: Det er blevet meget værre siden 1970, og nu går det snart helt galt. Den mest optimistiske konklusion, som jeg henter hos Villy Sørensen: »at når det er gået, om end galt, hidindtil, går det nok også, om end lige så galt, herefter«. - Per Øhrgaard.