Bogen henvender sig til læsere, som interesserer sig for at høre om en midaldrende kvindes livsforløb.
Jytte Jensen har tidligere udgivet en digtsamling i 1999 (s. m. Peter Sørensen) og romanen I morgen kan vi le, 2011. Hun er uddannet lærer og har arbejdet frivilligt i ind- og udland - ligesom bogens hovedperson. I starten af bogen møder vi hovedpersonen Jette, som er på vej hjem fra faderens begravelse, hvor hun havde holdt talen i kirken. Denne begivenhed sætter tankerne i gang, og forholdet til faderen, stedmoderen og den øvrige familie tages op til revision. Der er mange uforløste ting i familien, og det er tilsyneladende også en familie, som har haft sit at slås med. Moderen døde, da Jette var teenager, og hun fødte selv en søn på "diskret ophold" som 18-årig. Denne søn blev siden narkoman, og hendes egen mand var alkoholiker. Hun bryder med manden og tager ud på frivilligt arbejde bl.a. til Indien. Man følger hendes forsøg på at løsrive sig fra barndommens traumer, og bogens hovedtema er det at vende mentalt hjem, så livet kan få en harmonisk afslutning.
I sammenligning med hendes første roman, som var en slægtsroman med gode beskrivelser af datidens samfundsforhold - og med et aktivt handlingsforløb, så er denne nye roman en stor tankeboble, hvor det er svært at fornemme tid og sted.
En midaldrende kvindes frustrationer omkring sin familie og sit liv. For mange tanker og for lidt handling efter min smag.