En akademisk metodelære, der vil finde sin målgruppe på universitetsniveau indenfor danskfaget, kommunikationsområdet og eventuelt også i de filosofiske discipliner.
Bogen er en akademisk metodelære til at producere og analysere tekster. Den introducerer topisk tænkning, en måde at tænke rumligt på. Topos er stedet, dvs. emnet. Måden at komme rundt om et emne og afsøge argumenter og forestillinger, så emnet, der skal beskrives, står klarere og facetteret, er at betragte det som et sted og mentalt tegne et træ, hvor grenene og rødderne er forskellige tilgange, fx begivenhed, årsag, udvikling mv. Bevidstheden betragtes som et landskab, hvor man kan bevæge sig rundt, men træet er det billede, der skaber struktur i bevidstheden og gør det mere klart og overskueligt, hvordan et emne kan udfoldes og tilgås. En særdeles abstrakt og akademisk metode, hvis ærinde er at skabe et tankeskema, der strukturerer den flydende tanke. Man kan sige, at det er en metode til at skabe struktur i noget, der kan virke kaotisk og uoverskueligt. Det er en svært tilgængelig bog, der er tænkt som et analyseredskab, når man skal fortolke andres tekster eller selv producere tekster om et komplekst emne.
1. udgaven udkom i 1986, og teksten er stort set uændret. Opsætning og grafisk layout er blevet moderniseret. Ud fra de 2 eksemplarer, jeg har set fra et nærliggende centralbibliotek, tyder det på, at den har været flittigt brugt og trænger til udskiftning.
En akademisk metodelære til at analysere og producere tekster.