Under en dyb personlig og religiøs krise skrev forfatteren bogen her som en privat dagbog. Krisen udløstes af, at et nært venskab gik over styr, fordi forfatteren var for besiddende og egoistisk i forholdet. Bogen er en række råd og opmuntringer til alle, som falder i dette sorte hul, også af de gamle kristne mystikere kaldet "sjælens mørke nat". En væsentlig pointe i bogen er, at vi gør os alt for afhængige af, hvad andre synes om os, med alt den forstillelse og kønne løgne dette medfører. Dette skaber tomhed og fortvivlelse. Som katolsk præst henviser forfatteren til Guds kærlighed som det, der holder os ranke og kan give andre det ægte venskab og kærlighed. Han skildrer også, hvordan han under krisen endda tvivler på Guds eksistens, men finder troen igen gennem andre menneskers uselviske kærlighed. Han har tidligere skrevet Den fortabte søn vender hjem, 2004, på basis af Rembrandts billede om at vende hjem til troen. Indhold, introduktion, efterskrift.