Abstrakte digte, der tegner konturerne af en sammenstyrtet verden, for alle med interesse for eksperimenterende litteratur.
Digtsamlingen består af både tekster og sort/hvide fotografier. Teksterne skifter mellem kortlinjede digte, kortprosa og tekster i kursiv. De beskriver eksistentielle tilstande i et "ingenmandsland" og henviser også til naturområder som fx ørkenen, bjerge og vinterlandskaber. Stemmen, der taler, henvender sig både til et du, et vi og til en kvinde i 3. person. I det indledende digt er der tale om et skred i verden mellem "noget og intet". Senere omtales et oprør således: /Oprøret er et skrig der kvæles/hjælpeløst ryster det sig gennem/den ramme der er verden, gentaget/derud hvor tiderne vælter sammen/ som vægge af vand i et kæmpe bål/. Omslagsbilledet viser et foto af en englestatue med fjerklædte vinger og nedbøjet hoved. Alle fotos inde i bogen er naturbilleder i skarpe kontraster mellem lys og mørke.
Lene Henningsen skildrer indimellem en væsentlig eksistentiel kamp for at eksistere i en truet verden, men digtene kan med deres abstrakte billedsprog forekomme for kryptiske for læseren.
Bogen kan sammenlignes med Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling Fælleden, som er langt mere fabulerende og medrivende i sit billedsprog om forholdet mellem menneske og natur.