Bøger / skønlitteratur / eksperimenterende litteratur

Arles - Japan - Klippede : kunstnerdokumenter : delvist baseret på virkelige hændelser


Beskrivelse


Kortprosatekster med udgangspunkt i kunstnerdokumenter og delvis baseret på virkelige hændelser fra både forfatterens eget og maleren Vincent van Goghs liv.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. feb. 2018

af

af

Kent Skov

d. 7. feb. 2018

En fin og eftertænksom kortprosabog af den erfarne danske lyriker Lene Henningsen om Van Gogh set med hendes perspektiv. For interesserede i moderne dansk litteratur i feltet mellem prosa, lyrik og essay.

Kortprosatekster, der har LHs tanker og associationer om Van Goghs intense liv og arbejde i Arles som omdrejningspunkt. Lene Henningsen bor i landsbyen Klippede på Midtsjælland og har selv en landskabelig idyl som udgangspunkt. Deraf titlens reference om Van Gogh og hans inspiration fra japansk billedkunst. Teksterne bevæger sig i LHs indre bevidsthed vekslende med Van Goghs ydre dokumenterede virkelighed fra breve og dagbøger: "Jeg tvivler på mig selv. jeg tror på mig selv. Skiftevis. Jeg er ikke en god kunstner. Jeg er en stor kunstner. Jeg er fuld af splittelse. Jeg er absolut harmonisk...".

Særegen kombination af en tekstkunstners eget inspirationsarbejde med en anden tids billedkunstner. LH er lyriker, og det slår igennem med en konsistent poetisk tone, som her i den afsluttende tekst: "En centrifugalkraft. Landskabet./Jeg er udenom, hvirvler rastløs, hurtigere og hurtigere,/ind mod centrum.//". De meget forskellige udgangspunkter i geografi, vilkår og kunstnerisk temperament udligner LH til en meget læseværdig, nærmest poetisk og dialogisk rejse ind i Van Goghs univers.

Der ikke umiddelbart lignende titler. Men den svenske lyriker Gunnar Ekelöf har skrevet om sin kunstinspiration i Ekfraser.