En udtryksfuld billedbog med otte af de mest kendte historier fra den landsdel, der har lagt navn til Danmarks tåbehistorier. Museumsinspektøren fra Ebeltoft Museum har skrevet et informerende forord om historiernes oprindelse og konkluderer, at de var udtryk for kulturkløften mellem købstadens borgerskab og almuen på landet. Lis Eva Klausbøls varme, runde tegninger passer fortrinligt til historierne: Benene, Storken og hyrden, Skibsungen, Geværet og månen, Kirkeklokken, Skrubtudsen og spegesilden, Sortepølsen og Næserne. Historierne er ligetil fortalt så enkelte kan formidles for børnehaveklassebørn, men de fleste er bedre egnet til 1. - 3. kl.'s eleverne. Selvlæsning fra 3. - 4. kl. Tegningerne passer præcist til lektørens forestillinger om personer og miljø og giver associationer til læsebøgerne for godt 40 år siden. Personerne er runde, joviale og lidt tumpede, og landskabet viser de smukke bløde former på Mols. De humoristiske tegninger i forskellige formater er holdt i varme, rolige farver. Der findes mange udgivelser om dette emne, og bogen her er et godt bud, hvis der er behov for supplement eller udskiftning.