Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Straffen


Beskrivelse


Den uskyldigt dømte Stanley er sendt til en opdragelseslejr i Texas, hvor drengene skal grave huller i en udtørret sø for at styrke karakteren. Men hvad leder de i virkeligheden efter?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juli 1999

af

af

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 30. juli 1999

Originaltitlen Holes refererer til de huller fangerne i opdragelseslejren i Texas skal grave for at få styrket deres karakter. Stanley er dømt for et tyveri han ikke har begået. Han, og dermed også læseren, finder dog ud af, at der ligger et helt andet motiv bag graveriet. Det motiv afdækkes i en parallel handling, der inddrager over hundrede år gamle, dramatiske begivenheder, der foregik på samme lokalitet - dengang en sø, idag en ørken - og med to af hovedpersonernes forfædre i de centrale roller. De parallelle handlingsforløb og fortidige og nutidige personers skæbnetråde knyttes sammen i straffelejren i en intens, meget dramatisk og velskrevet fortælling om skyld, straf og fjendskab, men også venskab og sammenhold blandt de to udstødte, Stanley og analfabeten Zero, som det især kommer til udtryk under deres flugt fra lejren. Bogen er bygget op af korte kapitler, og den fremadskridende handling brydes effektfuldt op af historiske eller faktuelle afsnit og direkte læserhenvendelser, der uddyber, forklarer og kommenterer hovedforløbet. Bogen modtog med rette National Book Award for Children Literature 1998. Fra 7. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juli 1999

af

af

Birgit Hald

d. 30. juli 1999

Louis Sachars første bog på dansk er en meget velskreven, spændende og lidt usædvanlig ungdomsroman der kan læses fra 13 år. Romanens komposition med enkelte eventyrelementer er flot, og forfatteren får sammenvævet fortid og nutid så alt går op i en højere helhed. Sproget er godt og præcist, og såvel miljøet som hovedpersonerne er godt beskrevet og står skarpt for læserens indre blik. Hovedhandlingen udspilles i et goldt, hedt, øde landskab i Texas hvor hovedpersonen, Stanley og en flok andre teenagedrenge dømt for mindre forbrydelser skal grave huller i en udtørret sø. Stanley, der er uskyldig, er en typisk klassens tykke dreng, men han er kvik og finder hurtigt ud af at de ikke kun skal grave for at styrke karakteren. De leder efter noget bestemt for lederen af lejren. Efterhånden går det op for ham hvad det er, og den viden bliver meget nyttig for ham. Da Zero efter en batalje stikker af, byder Stanleys samvittighed ham at prøve at redde Zero fra at dø af tørst. Stanley må handle og overskride en del af sine grænser hvorved han gennemgår en stor personlig udvikling. Romanen fik en pris i 1998.



Informationer og udgaver