Fotografisk billedværk der vil kunne nydes af beboerne omkring Strandvejen og andre der holder af flotte billedværker fra Danmark.
Bogen viser gennem billeder Strandvejen fra Østerport i København i syd til Rudolph Tegners skulpturer i Helsingør i nord. Den 40 kilometer lange vej følger Sjællands østkyst og her i den smukke grønne natur byggede den københavnske overklasse i løbet af de sidste par hundrede år lystgårde, paladser og mondæne villaer. De store farvebilleder er alle fotograferet oppefra fly eller lift, hvilket giver nye perspektiver på mange kendte geografiske lokaliteter. Billederne fylder det meste af bogen, og er ledsaget af korte tekster med historiske oplysninger eller små fortællinger om de mange velhaverboliger. Desuden har bogen fået sin egen hjemmeside www.globe.dk/strandvejen, hvor koordinaterne til stederne er til at åbne i Google Earth. Bogen har en overskuelig indholdsfortegnelse og et stikordsregister bagerst i bogen.
Forlaget Globe udsendte i 2007 København set fra oven i samme udstyr og efter samme koncept og har planer om at lave en hel serie. Claus Hagen Petersen er historiker og journalist og Henrik Schurmann er biolog og fotograf.
Flotte fotografier i et veltilrettelagt værk om et af Danmarks mest kendte og populære områder.