Det bløde bomuldsgarn og de sarte pastelfarver signalerer, at her er bogen med ideer til babyens første garderobe. Der er tale om nogle meget enkle modeller. Strikket bluse, bukser, trøje, sokker og moderigtig rullehue. Dertil lidt syet og strikket tilbehør i form af pusletaske, tæpper, bolde og krammedyr. Det hele piftet op med fjerkant og silkebånd. Opskrifterne ledsages af gode forklaringer og bagest findes mønstre og skabeloner. Strikkebøger er næsten gået af mode, men bøger om babystrik efterspørges stadig. Bogen er derfor et velkomment supplement, omend det meget lækre udstyr med søde babyfotos ikke levner plads til ret mange opskrifter.