Forfatteren, der er lektor i psykologi ved Århus Universitet, indleder sin udmærkede introduktion med at definere, hvad begrebet dækker: "... det område af psykologien, der omhandler alle de måder, hvorpå man kan udnytte psykologisk viden og praksis i relation til sygdom og sundhed." Herunder skelner han mellem tre hovedområder, nemlig psykologiske faktorer som medvirkende årsager til kropslig sygdom, de psykiske virkninger af sygdom samt brugen af psykologisk viden til at forstå, hvad der sker i en sygdomsproces. Samspillet mellem sygdom og psyke kommer særligt til udtryk i tilstanden stress, som behandles i et særskilt kapitel. Dernæst er der sygdomsfremkaldende adfærd som rygning, overvægt o.l., hvor der også ligger nogle psykiske faktorer til grund. En række andre sundhedpsykologiske vinkler er: sociale faktorer, hypokondri, læge-patientrelationen, hospitalsindlæggelser, evnen til at leve med kronisk sygdom og evnen til at blive rask. Bogen er illustreret med s/h fotos, som er lidt gnidrede, men alligevel gør en afgørende forskel. Den er relativt let tilgængelig, meget lettere end Sundhedspsykologi : en introduktion, 2006 og Klinisk sundhedspsykologi, 2004. Den præsenteres ikke som undervisningsbog, men vil være udmærket i undervisnings- og opgavesammenhæng ved uddannelser indenfor sundhedsfagene og pædagogik.