Forfatteren er australsk parterapeut og sexguru og har udgivet tre bøger herhjemme: Hot sex - sådan (1999), Hot love (2000) og Hot weekendsex (2001). Her er så endnu en variant over temaet, men den er nu ikke særlig super. Det er som at læse en hel masse små damebladsartikler med tips, anatomiske fakta og statistikker samt historier fra det virkelige liv, som har med sexlivet at gøre. Sproget minder om noget fra en brevkasse og skal virke så frigjort, så frigjort. Bogen er gennemillustreret med harmløse fotografier af smækre modeller, som enten kun blotter bryster og baller, eller som sørger for at beholde trusserne på eller placere benene så strategisk, at ingen kan se noget af det frække. Med andre ord lever hverken sproget i bogen eller dens illustrationer op til forfatterens angivelige frisind og naturlige tilgang til sex. Ikke desto mindre vil der givetvis være mange læsere - mænd og kvinder, unge og lidt ældre - til bogen.