Filosofiske samtaler med børn og unge i grundskolen, der foretages i forskellige forløb og ikke i specifikke fag. Bogen indeholder 25 konkrete samtalesessioner til brug for lærere og pædagoger til aldersgruppen 5-13 år.
Bogen er en blanding af metodebeskrivelse og undervisningsmateriale og pointerer vigtigheden af at den voksne holder sig tilbage (fravær), og har en reel åben indstilling, når man stiller spørgsmål. Læreren skal bevæge sig fra traditionel lærer til nysgerrig facilitator. Bogen er inddelt i to dele. 1) Rids af filosofisk dialogmetode med en udførlig oversigt over undervisningsstrategier til styrkelse af elevernes dybdegående tænkning v.h.a. spørgeteknikker. 2) De 25 dialogsessioner.
Det er en rigtig vigtig bog, der vil være med til at lære eleverne at lytte, tale, ræsonnere og tænke kreativt og kritisk. Bogen er let tilgængelig for pædagog og lærer, da de enkelte sessioner er meget nøje beskrevet fx sessionen "Billy Bonk" - temaerne er: egenkontrol, følelser, normer og lykke - der gives så eksempler på supplerende aktivitet og på spørgsmål. Sværhedsgrad og aldersniveau er markeret for alle sessioner. Bogen er velskrevet og layoutet på en imødekommende måde, ligesom bogudstyret er godt.
Bogen kan relateres til Praktisk filosofi med børn.