Tankens alkymi

To af de seks afsnit som Tomas Thøfners digtsamling består af har karakter af længere digtsuiter. Deres titler "At læse" og "Du lærte mig at læse" peger på den helt centrale rolle sproget og refleksionen over det spiller i hans digte. I det første tilfælde overvejende abstrakt og generelt, i det andet mere konkret og personligt i det smukke og usentimentale digt om den afdøde far. Det skrifttematiske og det eksistentielle er tæt vævet sammen i bogens digte der – hvadenten temaet er kærlighed eller personlig erindring – handler om sprogets (og digtets) mulighed for at fastholde og spejle virkeligheden, men hele tiden med en stærkt markeret bevidsthed om at sproget og skriften bestandig grænser op til det uartikulerbare, stilheden og "hullerne" i det vi forstår: "Det der kan siges/ er måske bare en lille del af det der ikke kan siges -". I deres springende og kredsende forløb, der vil tænke og føle på samme tid, lykkes det i mange tilfælde digtene at pege på dette område mellem det skrevne og det uskrevne. I andre tilfælde – som f.eks. i den afsluttende prosatekst "Personligt brev" – får det på trods af titlen for meget karakter af poetik og programskrift. TT debuterede i 1995 med digtsamlingen Klartonen synger og har senest udgivet Det synkrone (00/23) i samarbejde med billedkunstneren Thyra Hilden.

Læs hele vurderingen