Tanzania er det land der modtager størst bistand fra DANIDA. Alligevel ved de fleste her i Danmark ikke særlig meget om landet. Bogen er skrevet af to frivillige der har opholdt sig hos Brødremenighedens Danske Missionsselskab i et halvt år. De har besøgt forskellige projekter i landet og talt med folk, der er tilknyttet projekterne. Formålet med den lille bog er at sætte ansigter og historier på de tanzanianere, der drager nytte af og deltager i hjælpearbejdet. Det er positive historier, der vidner om optimisme og fremtidstro. Begge dele kan være tiltrængt som supplement til det ofte deprimerende billede medierne tegner af Afrika. Bogen giver også et indtryk af det tanzanianske samfund med medicinmænd, polygami, kvindefrigørelse, aids, muslimer, kristne, masaier osv. Et meget blandet samfund hvor uddannede læger ofte arbejder side om side med medicinmænd og animister. En anderledes og personlig bog der naturligvis er præget af en evangelistisk, kristen synsvinkel men giver et godt indblik i Tanzania generelt.