Et tegnekursus for hesteinteresserede børn i alderen 9-13 år. Yngre børn vil både have svært ved at forstå teksten og de forholdsvis komplicerede instruktioner. Bogen er tilrettelagt som egentligt selvstudiebog og vil med en vis tålmodighed kunne magtes uden voksenhjælp.
En lidt utraditionel trin-for-trin tegnebog, som foruden det egentlige tegnekursus med kapitler om krop, hovede, mule, øjne, farver, muskler, skelet og skygger supplerer med små tegneserieagtige fortællinger om hestens historie, myter om heste, tegneserieheste samt en lille identificerbar rammehistorie. Stilen kan virke en anelse forvirrende, men vil sikkert tiltale mange unge læsere.
Der findes efterhånden en lang række dyre-tegnekurser for børn, fx rækken med titelbegyndelsen Lær at tegne (Sesam) for samme modtagergruppe og Jeg kan tegne dyr (Flachs) for de lidt yngre. Serien her adskiller sig ved at være grundigere, sværere og lidt mere direkte i kommunikationen med barnet.
Tegn heste er en del af en ny serie børne-tegne-kurser, som vil mere end de fleste. Trin for trin-opbygningen adskiller sig ikke fra de fleste andre, men bogen her kommer længere omkring, idet den formidler både baggrundsviden og historiske afsnit om sit emne samt små, anekdoteagtige tegneserier, som læseren kan identificere sig med. Bogen kan forekomme an anelse rodet og uoverskuelig for en voksen læser, men den ville helt sikker finde mange tilhængere blandt modtagergruppen.