Der findes allerede en del litteratur om skriveværksteder og kreativ skrivning, men denne håndbog adskiller sig ved primært at være en introduktion til reklametekstskrivning. Det indledende afsnit "Workshoppen" er dog bredere i sit sigte som en generel indføring i den journalistiske tekstskrivnings værktøjer: fortælleteknik, dialog, syntaks og stilistik. Efter et kort historisk rids af reklamens historie (primært USA og Danmark) og forskellige former for markedsanalyser og PR følger så bogens faglige tyngdepunkt om selve arbejdsprocessen. Fra oplæg og ideudvikling, over den kreative skriveproces, til valg af medieform: printreklame, internet, eller tv- og filmreklame. Håndbogen afrundes med et interview med en dansk tekstforfatter og et virksomhedsportræt af et reklamebureau, samt et appendiks med opgaver. Bogen har absolut ikke sin styrke i det historiske og analytiske. Formen er letløbende, journalistisk, og i sin praktiske og kontante tilgang til emnet kan den anvendes både som opslagsbog hjemme i arbejdsværelset og i undervisnings- og opgavesammenhænge på mellemuddannelsesniveau.