Bøger / faglitteratur til børn

Terrariet


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. feb. 2011

af

af

Henrik Munch Jørgensen

d. 11. feb. 2011

Fugle og Terrariet er to udgivelser i den nye fagbogsserie Min dag med dyrene. Begge bøger kan læses af børn fra 9 år og er velegnede til hyggelæsning blandt dyreinteresserede børn.

Udgangspunktet for bøgerne er et besøg i henholdsvis en fuglepark og et terrarium, hvor forfatteren præsenterer nogle af de arter, man kan forvente at se. De enkelte dyrearter gennemgås over to sider, hvor der er minimum tre fotografier med billedtekst samt en fagboks, så der levnes ikke meget spalteplads til den faglige præsentation af dyrene. Men bøgerne er indbydende og vil helt sikkert blive lånt af dyreinteresserede børn. Begge bøgers forside samt illustrationer appellerer klart til målgruppen med fascinerende fotos af særprægede dyrearter, som både kan virke skræmmende på den gode måde og nuttede.

Det er to flotte bøger, som nok skal blive lånt ud. Men begge bøger tilfører intet nyt til den omfattende samling af udgivelser for samme målgruppe om både fugle og dyr i terrarier. Søger man mere faglig viden end disse to udgivelser, kan man læse bøger skrevet om det specifikke dyr.

To flotte, farverige og indbydende udgivelser, som nok skal blive lånt ud, men som spænder over for fagligt brede emner til at kunne komme fagligt i dybden på så få sider.