"Californiske The Milk Carton Kids (...) dyrker en sangskrivning, hvor det eneste i spil er to akustiske guitarer og to stemmer. Ingen elektronik her, ingen kunstigt frembragte klangflader. Er man fan af Gillian Welch og David Rawlings eller Simon & Garfunkel, er duoens tredje album et fund med sin fintunede tostemmighed og sit på én gang rustikke og nuancerede fingerspil, der ville lyse op omkring et lejrbål. Og sangene bringer alle lytteren i et fredfyldt, eftertænksomt lune med en lille melankolsk efterglød, som ulmer, længe efter albummet er slut".