Avengers : kaos er for unge og yngre voksne (især af hankøn).
Superheltegruppen Avengers blev skabt i 1963 og har siden optrådt i et utal af forskellige konstellationer. Den aktuelle sammensætning af gruppen rummer nogle af de oprindelige medlemmer, men også skikkelser, som kun garvede Marvel-læsere vil kende. Da historien slutter, er adskillige af superheltene tilmed døde - der er basis for endnu en Avengers-konstellation. Historiens intrige, som har været trykt i Avengers-magasinet nr. 500-503(!), handler om et massivt angreb på gruppen, og det er der ikke noget nyt i. Sådan er superheltenes liv, og beretningerne om dem har primært til formål at danne rammen om en række spektakulære slagsmål, formidlet i en dramatisk og dynamisk streg og farvelægning. Same procedure as last year, kunne man kalde konceptet - og den beskrivelse omfatter desværre også tekstens uheldige, meningsforstyrrende oversættelsesfejl (Latveria=Letland!) samt en uigennemskuelig redaktionel tilrettelæggelse af indholdet, hvor hele plottet og intrigen afsløres allerede i forordet! Højst mærkværdigt.
Avengers er en klassisk superheltegruppe i Marvel-regi og kan sammenlignes med en konstellation som X-Men. Avengers har tidligere været præsenteret sporadisk på dansk, bl.a. i bladform som Hævnerne.
Superhelte-serier er moralske eventyr om det godes kamp mod det onde. Og selv om nogle af superheltene skulle dø, som det er tilfældet i Avengers : kaos, står der altid nye helte klar til at tage deres plads.