Film / fiktion / biografiske film

The edge of love


Beskrivelse


Selv om digteren Dylan Thomas er gift, afholder det ham ikke fra at have forhold til andre kvinder. Én kvinde har han dog svært ved at forføre, nemlig ungdomskæresten Vera.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2010

af

af

Niels Nobel-Jørgensen

d. 23. sep. 2010

Kærligheds- og krigsdrama med den engelske digter Dylan Thomas som omdrejningspunkt. Det er en flot, lidt overfladisk film, der vil være bredt anvendelig, men som også kan anbefales til de lånere, der godt kan lide film om litterære personligheder.

Vi er i London i 1940. Her støder den unge sangerinde Vera (Keira Knightley) på sin ungdomskæreste, digteren Dylan Thomas (Matthew Rhys). Dylan er nu gift med Caitlin (Sienna Miller), men Dylan har aldrig glemt sin første kærlighed. Vera holder også stadig meget af ham, men ønsker hverken at ødelægge sit fine venindeforhold til Caitlin eller forholdet til sin kæreste, officeren William. På flere måder kommer krigen dog til at sætte alle fires indbyrdes forhold og kærlighed på en hård prøve. Et vaskeægteægte kærlighedsdrama om uskyldsren kærlighed, om troskab og utroskab og om venskab. Alt sammen krydret med digte af Dylan Thomas. En film med et flot produktionsdesign og en overbevisende periodetegning. Den er også velspillet, men mangler alligevel lidt kant og dybde i plot og persontegning. Den er næsten for pæn og glat.

Jane Champion har i spillefilmen Bright star fra 2009 på tilsvarende vis skildret digteren John Keats og hans kærlighedsliv. Instruktøren John Maybury har med filmen Love is the devil tidligere lavet et andet, mere ambitiøst kunstnerportræt, nemlig af maleren Francis Bacon.

Et visuelt flot, velspillet, underholdende, men også noget mainstream-agtigt kærlighedsdrama.