Med David Finchers Stieg Larsson-filmatisering er der tale om en thriller for feinschmeckere. Det er en filmisk perle, som bør ramme bredt på biblioteket, både pga. det litterære forlæg og den høje filmiske kvalitet.
Journalisten Mikael Blomkvist får til opgave at opklare en gammel sag og får følgeskab af den kvindelige hacker Lisbeth Salander. Men snart går det op for det umage par, at de har stukket begge hænder ind i den hvepserede, hvor mænd hader kvinder. Som en kirurg skærer instruktøren David Fincher sig ind i vores bevidsthed. Plottet foldes elegant ud, og det kolde Sverige formidles enkelt og effektivt. Rent teknisk er filmen uovertruffen, og samtidig er filmen, uanset om man har læst romanen eller set den oprindelige filmatisering, meget, meget spændende. Vi møder en verden af perversitet, løgne, svigt og ubehag.
Det er oplagt at sammenligne The girl with the dragon tattoo med den fremragende filmatisering Mænd der hader kvinder, men den amerikanske udgave er faktisk bedre end sin skandinaviske "tvilling". Man bør også tage et kig på Finchers andre thrillere som Seven, Panic room og Zodiac. Og så bør man naturligvis læse Stieg Larssons Millennium-trilogi.
På trods af det kun er få år siden, den første filmatisering kom, så er David Finchers udgave intet mindre end fremragende og kan sagtens stå på egne ben. Det kan også være spændende netop at se den sammen med den anden udgave, for at se, hvordan de to instruktører griber tingene forskelligt an.