"Det er Dybdahl, som vi kender ham: Afdæmpet, lækkert musicerende og med den blidt hviskende vokal helt tæt på. Et udtryk som han allerede perfektionerede på sin fornemme debut-trilogi fra starten af 00erne. Ingen revolutioner her. Men læner man sig ind i musikken, finder man faktisk et væld af mikro-revolutioner: Sært fordoblede vokal-effekter, skæv perkussion i sangenes periferi, plirrende klaverstrenge. Desværre slæber sangene sig afsted, mens melodierne ikke gør det store væsen af sig".