Tv-serien The hour henvender sig til alle, der holder af pressehistorie, konspirationsteorier og koldkrigsmystik fra 1950'erne. Formidles sammen med værker om den kolde krig, i fiktion og fakta.
De unge journalister Bel Rowley og Freddie Lyon, arbejder tæt sammen på en avisredaktion i 1950'ernes London, da Bel headhuntes af BBC til at stå i spidsen for et nyhedsprogram med titlen The hour. Bel trækker Freddie med over i tv-redaktionen, og hurtigt er de i gang med at kaste lys over tidens væsentligste begivenheder, herunder konflikterne i Nassers Egypten. På nyhedsprogrammet er der spændinger i luften. Freddie kontaktes af veninden Ruth Elms, der er viklet ind i en mystisk spionagesag. Bel forstyrres følelsesmæssigt at nyhedsoplæseren Hector, der har ægteskabelige relationer til tv-kanalens topchef. Konspirationsteorierne står i kø, og det viser sig at efterretningstjenesten og nogle politikere har så meget på spil, at de vil blande sig i nyhedsudsendelserne.
The hour er forfattet af Abi Morgan, der bl.a. er ophav til Jernladyen. Instruktionen af serien er forestået af et kollektiv af instruktører med bl.a. Jamie Payne, der står bag en række BBC-serier som fx "Lov og uorden", "Hul igennem", "Outcasts" og "Survivors".
En næsten dokumentarisk fremstilling af livet på en britisk nyhedsredaktion i 1950'erne, hvor livet og tophistorierne er præget af den kolde krig, uro i Mellemøsten og følelsesmæssige forviklinger. Velkomponeret og velspillet.