"Det er ingen ringere end den rapkæftede, stoisk uimponerede, sprødt fremragende sanger og sangskriver Lorde - hende med »Royals« - der viser os, hvor skabet skal stå, og hvem der skal synge fortællingen om den gennemseje heltinde Katniss Everdeen ... Mockingjay Part 1-soundtracket rejser sig som en sejrssøjle over kvinders tiltagende tilstedeværelse i musikverdenen. Ikke kun som galionsfigurer - der har de været i popmusikken i årtier - men også som medskabere. Her altså med Lorde som hovedperson, i producerstolen, som medkomponist, forsanger og gæstesanger, her, der og alle vegne. Og hun bruger soundtrackformatet offensivt. Hvor det ofte bare er stjernestrøet merchandise, en kynisk pengemaskine klistret i halen på en filmpremiere, så forvandler Lorde soundtrack-formatet til en hyldest til en ekstraordinær kvindelig protagonist".