Engelsk tv-serie, der satirisk, men med høj grad af realisme sætter fokus på politiske intriger og magtspil og henvender sig til alle med interesse for alt det, der ligger bag politiske beslutninger. Fra 15 år.
Hugh Abbott er nyudnævnt, engelsk socialminister, men hans naive drømme om magt druknes snart i politiske rævekager, styret af spindoktoren Malcolm Tucker. Som ny minister gælder det om at finde en mærkesag. Hvad vil folket have? Blot at man passer sit arbejde eller afskaffer hundelorte på gaderne? Eller hvad med at indkalde "Fru England" i en fokusgruppe? Store spørgsmål som integration og boliglovgivning truer, ligesom truslen om en ministerrokade.
De i alt tre sæsoner af Højt spin (2005-9) danner baggrund for Armando Iannuccis Oscarnominerede spin-off spillefilm In the loop, 2009. Her er Malcolm Tucker ligeledes spindoktor hos en britisk minister. Højt spin er tematisk sammenlignelig med den legendariske tv-serie Javel, hr. minister fra 1980'erne, der lavede en fin satire om det politiske magtspil. Men skønt satiren omkring embedsmandskulturen er den samme, er Højt spin mere direkte og skildrer på en realistisk måde en moderne politisk verden med dens intriger og svindel.
Med sin pågående billedstil og skarpe replikker, der falder så naturligt at det ligner improvisation, minder serien om drama-dokumentarisme, og det lykkes perfekt at skabe en farverig, politisk satire. Det er morsomt og giver et ikke så urealistisk indblik i, hvad politik drejer sig om.