Bogen henvender sig til søgende mennesker, der gerne vil ændre uhensigtsmæssig adfærd og reaktioner.
Forfatterne er begge psykoterapeuter, og dette er deres første bog. Når man får stress, er det ofte fordi man selv reagerer uhensigtsmæssigt på sin omverden. Bogen giver en række værktøjer til at turde se problemerne i øjnene. I stedet for at forvente rædsel i en given situation kan man lære at konfrontere sin egen angst eller væmmelse eller hvad der nu er ens problem. Uretfærdighed skal mødes med kærlighed, og man skal turde sætte ansigt på skyggesiderne. Endelig skal man fokusere på at være taknemmelig over de gode ting/mennesker, der er i ens nærhed. Med disse elementer får man nye muligheder for positiv handling. Når man arbejder seriøst med problemerne, vil man opdage, at man møder en kraft, der giver en endnu mere styrke til at komme videre. Det er altså en metode, der kræver, at man arbejder intenst, og at man tror på og er åben for spirituelle oplevelser. Hvis man er det, kan bogen være et godt værktøj. Argumentationen er god og sproget er flydende og forbilledligt fri for vanskelige ord og kringlede sætninger.
Der er mange bøger inden for området, og de fleste af dem findes i 15.2, hvor der er mange bøger, der giver hjælp til at ændre sin livssituation. Føniksprocessen : find styrke i forandring, 2007 er et eksempel. The tools står godt blandt disse bøger.
Det er en velargumenteret bog om et emne, der er evig efterspørgsel på, så bogen hører bestemt hjemme på hylden.