De fem essays i bogen omhandler tanker om tro og videnskab, som forf under sit medicinstudium har været stærkt optaget af, og som nu er udsendt i trykt form. Bogen er ikke en videnskabelig fremstilling, men personlige essays, hvilket giver forf. frihed, men naturligvis også begrænsninger. Det gennemsyrer bogen, at han meget gerne vil kunne finde belæg for alle løsninger i Bibelen. Essayet "Evolutionsmyten" afviser evolutionsteorien som djævelens værk, og i "Etiske problemstillinger i forbindelse med organtransplantation" finder han f.eks. ikke i Bibelen belæg for om man skal anvende hjernedøds- eller hjertedødskriteriet og konklusionen bliver så, at et bestemt synspunkt ikke er mere kristent end et andet. Den underfundige titel hentyder til forestillingen om at når fremskridtets vinde blæser, skal man bygge vindmøller og ikke læhegn; men forf. mener, at man skal have fundamentet (troen) i orden og at et godt fundament ikke senere udelukker vindmøllerne. Som et personligt debatindlæg indeholder disse essays mange anvendelige etiske betragtninger, som måske kan hjælpe det enkelte menneske i dets egen beslutningstagen.