"Lene Høst betjener sig af først og fremmest klaver og guitar og Miriam Ariana af violin og bratsch, men begge anvender tillige percussion og ikke mindst vokal. Netop sidstnævnte er speciel og kendetegnende for Vingefang. Når stemmerne ikke bruges ordløst som integrerede instrumenter i arrangementerne, er teksterne både danske, franske og spanske. De vokale indsatser er - i kraft af både gode stemmer, fine arrangementer og inderlige fremførelser - nærværende, personlige og charmerende ... 'Tidens ekko', der hovedsageligt består af duoens egne kompositioner og arrangementer, er en veludført, afdæmpet og inderlig oplevelse, ikke mindst i kraft af at musikken trods sin musikalske enkelhed fastholder intensiteten og derved interessen hele vejen igennem".