Jens Andersen, som tidligere har skrevet meget roste biografier om Tom Kristensen og Thit Jensen, skriver her om Tove Ditlevsens liv og forfatterskab. Der er allerede udkommet en bog om T.D. i år, Karen Syberg Tove Ditlevsen : myte og liv (9739), som især tog udgangspunkt i T.D.s forhold til sin mor. Dette kommer Jens Andersen også ind på, men hans indgangsvinkel er bredere, og han kommer tættere på de enkelte tekster. For at portrættere Tove Ditlevsen har han også læst mange af de svar, som hun gav som brevkasseredaktør ved Familie Journalen, og hvor et af paradokserne ved T. D. viste sig. Mens hun selv nåede at være gift 4 gange, rådede hun mange kvinder i lignende situtationer til at blive i ægteskabet på trods af en umulig ægtemand og et ulykkeligt ægteskab. Jens Andersen skildrer Tove Ditlevsens liv og forfatterskab i kronologisk rækkefølge med hovedvægten lagt på de forskellige temaer: barndommen, ungdommen, kvinden, familien og ægteskabet og splittelsen mellem drømmen om frihed og tryghed. Jens Andersen spørger sig selv, om han som mand kan tillade sig at skrive om en kvindelig forfatter? Det kan han, det er en meget imponerende og dybdeborende biografi med et væld af citater, noter og henvisninger, og den kan læses af enhver. Bogen er fyldt med billeder fra Tove Ditlevsens liv, og de er et godt supplement til teksten.