En lille roman, hvor vi følger ægteparret Jérôme og Sylvie og deres forsøg på at leve livet i en parodisk fremstilling, som udleverer de to til læserens latter og foragt. De er unge, de har ikke ret mange penge, men de drømmer sig rige, drømmer om, hvordan den store lejlighed eller huset skulle indrettes, hvis de tilfældigvis kom til penge, vandt i spil eller arvede. Men deres egne aktiviteter begrænser sig til et minimum. Som deres jævnaldrende går de i byen, men uden udbytte. I et forsøg på at bryde ud flytter de en kort periode til byen Sfax i Tunesien, hvor Sylvie får job på et gymnasium, men nissen flytter med, kedsomheden vedbliver. I en epilog antydes det at de efter tilbagekomsten til Paris nok finder en provinsby som Bordeaux, hvor de kan bo, få sig en chesterfieldsofa og en nydelig bolig og resignere: de er jo unge, de har tiden for sig. Rigtig morsom bliver bogen nu aldrig. Alenlange opregninger af ting er som stilmiddel acceptabelt, men her og der i bogen griber man sig i at kede sig lige så suverænt som bogens hovedpersoner. Første udgave af denne oversættelse blev i 1969 udsendt i serien Gyldendals Bekkasinbøger, så jeg må formode, ar bibliotekerne er i besiddelse af de eksemplarer, de har brug for, i depoter eller magasiner. Ellers er her mulighed for at supplere med denne nydeligt tilrettelagte andenudgave.