Fortælling om kampen for stemmeret og ligestilling med udgangspunkt i tjenestepigers rettigheder fra slutningen af 1800-tallet. For alle med interesse for kvinders rettigheder.
I anledning af 100-året for kvinders stemmeret i Danmark, har Chakravarty udgivet bogen, som især tager udgangspunkt i Marie Christensen, der stiftede Københavns Tjenestepigeforening. Der tages emner op som fx udviklingen af barselsrettigheder, ligeløn og uddannelse. Der trækkes linjer frem til au pair-piger, der er nutidens tjenestepiger, og der sættes fokus på, at der stadig er mange områder, der kan forbedres til kvinders fordel. Indeholder litteraturliste og noter.
Med sin historiske fremstilling af emnet "Kvinders rettigheder" gør bogen opmærksom på, at de rettigheder, der findes for kvinder i dag, ikke er kommet af sig selv. Bogen indgyder respekt om de hårdtkæmpende kvinder, der har gjort det muligt for nutidens kvinder at have stort set samme rettigheder som mænd. Bogen sætter også fokus på, at vi stadig ikke er helt i mål, og at der stadig er kampe at kæmpe.
Der findes et par titler, der generelt beskriver tjenestepigers vilkår, fx Vi lever og beretter, men nærværende bog strækker sig helt frem til nutiden og bidrager derfor med et langt større historisk perspektiv.