Denne billedbog med den nærmest dogmatiske titel handler om pardannelser og om det at være to. Den omtaler forskellige former for tiltrækningsmåder, redebygning, redeadfærd, yngelpleje og hanners og hunners vidt forskellige adfærd alt afhængig af art. Her er bl.a. søelefanter, tudsefisken, græshoppen, brøleaben, stinkdyret, ildfluer, søhesten og kejserpingvinen. At pardannelser ikke er forbeholdt dyrene fremgår af et opslag med mennesker, der også danner par. Bagest i bogen er der supplerende, korte informationer om de dyr, der optræder i bogen. Det er en hyggelig og tiltalende billedbog, der ud over budskabet, der er indeholdt i titlen, lægger op til samtale om temaerne. Teksten, der er sat med forskellig typografi på hvid baggrund, kan selvlæses fra 4.-5. kl., hvor billedbogen næppe vil interessere. Illustrationerne er holdt i et varieret farvevalg i klare og skarpe farver. De indeholder en del action og er i fin overensstemmelse med teksten. Den kan primært anvendes til oplæsning og samtale i folkeskolens yngste klasser. Forsiden, der viser to elefanter snabel ved snabel anslår indholdet udmærket.