For læsere af gode, gammeldags krimier, hvor det er gedigent politiarbejde, der tæller.
Hartung Nielsen har skrevet i mange genrer især for børn og unge og udgiver nu sin tredje voksenkrimi efter Dilemma, 2007 og Glemmer du, 2009. Bogen er andet bind i serien om kriminalkommissær Carl Holmén og hans folk, som vi første gang mødte i 2009. Et uidentificeret lig i Hillerød er heldigvis ikke Holméns sag, men da han får tilsendt ligets tommelfinger og derefter med korte mellemrum resten af håndfulden, og der dukker lig op i hans kreds, må holdet på arbejde. De finder hurtig en fællesnævner og kan så med solidt politiarbejde finde og stoppe morderen midtvejs i hans planlagte serie. Det er relativt ukomplicerede politifolk med et normalt privatliv, der arbejder systematisk uden den store dramatik. Sproget er godt og lettilgængeligt, og alt i alt er det en sympatisk serie for læsere, der ikke er til de store skandinaviske blodige dramaer.
Hartung Nielsen skriver videre i den klassiske engelske tradition, der i Danmark er fulgt op af bl.a. Torben Nielsen og Kirsten Holst.
En solid og sympatisk krimi, hvor det er det systematiske politiarbejde, der opklarer sagen.